Der findes forældre som vil deres børn så meget ”godt”, at de fratager dem deres ansvar i

livet. Ansvar som gør at de udvikler sig.

Ofte handler det om forældrenes egen frygt. Frygt for smerten ved at se sine børn kede af

det, hvorfor de vælger at træde ind og ”feje” for dem og derved bane vejen, så det bliver

nemmere. Men for hvem?

Bliver det nemmere for mor og far, at undgå smerten ved at se sit barn ked af det?

Bliver det nemmere for mor og far, at undgå konflikterne hvis de træder ind og ”fixer”

problemerne?

Så mange spørger – hvordan kan det være, at alle de unge mennesker har angst til op over

begge øre? Ja, jeg spørger – hvordan kan det være?

I det accelererende samfund som vi lever i, stræber vi efter så meget – vi stræber efter

kærlighed og en hel familie, vi stræber efter at være både karriere- og familiemenneske. Vi

løber stærkt for at nå det hele og vi ser helst ikke, at blive bremset af udfordringer på vores

vej – heller ikke vores børns vej, for så skal det straks fixes så de kan komme videre.

Forældre forsøger at skåne deres børn for modgang, men ægte kærlighed handler også

om at sætte grænser – ægte kærlighed handler om at give slip – ægte kærlighed handler

om at give plads – ægte kærlighed handler om at kigge indad, og ikke proppe vores frygt

over i vores børn og unge.